
Danmark har noget af verdens bedste drikkevand. Næsten alle steder i Danmark kan man indvinde grundvand, der er egnet til fremstilling af drikkevand. Drikkevand, der er rent og smager godt.
Fra grundvand til drikkevand
På langt de fleste vandværker gennemgår grundvandet en såkaldt ”normal vandbehandling”, hvor det bliver luftet og filtreret, inden det sendes ud til forbrugernes vandhaner.
Læs mere om, hvordan grundvand bliver til drikkevand
Kvaliteten af drikkevandet
Drikkevand og vand, der skal bruges i husholdningen eller kommer i forbindelse med fødevarer, skal overholde de fastsatte kvalitetskrav for drikkevand.
Kvalitetskriterierne er fastsat i den danske lovgivning, Bekendtgørelse 1024. Den danske lovgivning bygger på EU’s drikkevandsdirektiv.
Kommunerne er myndighed på vandforsyningsområdet, og de fører tilsyn med, om vandforsyningerne lever op til kravene til drikkevandets kvalitet. Drikkevandets kvalitet kontrolleres af vandforsyningerne. Kommunerne skal godkende vandforsyningernes kontrolprogram.
Læs mere om kontrollen med drikkevandet
FAKTA: Jupiterdatabasen samler data om vandkvalitetDu kan tjekke kvaliteten af drikkevandet fra dit vandværk i Jupiter - en fælles offentlig database for grundvand, drikkevand og boringer. Her indberetter kommunerne data om drikkevandskvalitet fra alle landets vandværker. Databasen administreres af De nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, GEUS. Tjek din vandkvalitet på Jupiter
Vejledning til kommuner og laboratorier Naturstyrelsen har udarbejdet en vejledning til laboratorier og kommuner i indberetning til databasen. Se vejledningen (pdf) Vejledning til producenter af materialer i kontakt med drikkevand Naturstyrelsen har udarbejdet en vejledning, der beskriver drikkevandskvalitetskravenes betydning for, hvilke krav ledningssystemet fra vandværk til taphane skal overholde mht. afsmitning af stoffer til drikkevandet. Se vejledningen (pdf) For byggevarer, som indgår i de faste vandinstallationer i ejendomme, gælder krav om godkendelse inden markedsføring, se www.godkendttildrikkevand.dk |