I 1923 opdagedes i Canada en kvægsygdom man kaldte ’’sweet clover disease’’. Dyrene blev syge af at spise skimlet stenkløver, der indeholder stoffet Kumarin. Man lærte at Kumarin hindrer leveren i at danne stoffet Prothrombin, der er nødvendigt for blodets normale størknings evne.
Efter denne opdagelse er blevet udviklet mange arter af antikoagulante stoffer, blandt andet brugt til rottegifte. Midler, der hæmmer blodet i at størkne, hvorefter rotten dør af forblødninger i de indre organer eller under huden.
Den væsentligste fordel ved antikoagulanter i forhold til andre gifte er, at den tid det tager for at giftene medfører døden betyder, at rotterne ikke forbinder ubehaget med det at spise giften og derfor lærer de ikke at undgå den, men bliver ved med at spise.
Former for gift:
Der findes 3 typer af brugte rottegifte.
- Ædegifte, baseret på et kornprodukt tilsat en advarselsfarve. Midlerne fås som hvalsede kornprodukter, piller, blokke eller pasta. Ædegifte kan være uegnede eller meget lidt effektive i fødevare- og landbrugsvirksomheder med et stort udbud af anden tiltrækkende føde.
- Trædegifte, indeholder de samme stoffer som ædegiftene, men i højere koncentrationer. De blæses i rotternes huller og udstrøs på deres urinafmærkninger så dyrene får giften på poter, hale og pels når de passerer. Derved slikker rotten giften i sig når den pudser sig.
- Drikkegifte, er som regel blåfarvede opløsninger af samme aktive stoffer som de 2 forestående. De kan med fordel anvendes hvor der er rigeligt med føde, f.eks. på kornlagre.
Den først anvendte antikoagulant var Warfarin. Den har siden 1994 været forbudt i Danmark og der er nu følgende midler på det danske marked:
Coumatetralyl: Formuleret som både ædegift, trædegift og drikkegift. Er lidt kraftigere i sin virkning end Warfarin og er i nogen grad effektiv overfor Warfarin-resistente individer. Kun effektiv i flere doser.
Bromadiolon: Den mest benyttede antikoagulant i Danmark. Formuleret som ædegift og trædegift.
Difenacoum: Fås som ædegift og er meget effektiv overfor begge rottearter og mus.
Brodifacoum: Formuleres som ædegift, pasta og blok. Kraftigt virkende og effektiv overfor de fleste gnaverarter ved en enkeltdosis.
Flocoumafen: Fås som ædegiftblok og er kraftigt virkende. Effektiv overfor rotter og mus efter en enkelt indtagelse.
Difethialon: Fås som ædegiftblok og er meget kraftigt virkende. Virksom overfor rotter og mus efter en enkelt indtagelse.
Miljøstyrelsen og skadedyrslaboratoriet har sammen lagt en resistensstrategi for giftanvendelsen, der går ud på, at man altid vælger de svagest mulige bekæmpelsesmidler. Strategien skal både sinke resistensudviklingen og være i overensstemmelse med samfundets generelle ønske om at bruge det svageste kemiske middel til at løse skadedyrsproblemer.
Desuden vil strategien formodentligt også have en effekt på antallet af sekundære forgiftninger (andre dyr der bliver forgiftet af at spise dyr der har spist rotter).
Sekundær forgiftning
Man ved kun lidt om effekten af sekundær forgiftning med antikoagulanter i rovdyr og virkningen er forskellig, arterne og individerne imellem. Dødelig sekundær forgiftning er som regel først aktuel hvis rovdyret indtager større mængder gift, som ved fangst af flere syge fødeemner.
Engelske undersøgelser viser døde rovfugle, der har høje giftkoncentrationer i leveren, uden der kan findes symptomer på dette ved obduktioner. Der er til gengæld få tilfælde i Danmark med dødfundne rovfugle, hvor dødsårsagen direkte kan forklares ved forgiftning med antikoagulanter.
Rovdyrets habitatstørrelse har stor betydning for risikoen for dødelig forgiftning. En ugles ’jagtmark’ er betydeligt større end et forgiftet rotteterritorium, og der er derfor mulighed for at fange mange ugiftede fødeemner. En svækket rotte er dog formodentligt et nemmere bytte for rovdyret end en rask, og dødeligheden af sekundær forgiftning er derfor svær at spå om.
Undersøgelser tyder på at sekundær forgiftning er en større trussel mod pattedyrene end for rovfugle.
For mere information om sekundær forgiftning kan læses
Lodal, J. og Hansen, O. C.;
Human and Environmental Exposure Scenarios for Rodenticides
- Focus on the Nordic Countries