Landsbyen Ulkerups historie
Landsbyen Ulkerup blev anlagt omkring år 1300. Første gang den nævnes i de skriftlige kilder er i Roskildebispens Jordebog fra 1370.
Ligesom mange andre landsbyer i Odsherred blev Ulkerup ejet af kongemagten. For brugsretten til jorden måtte bønderne derfor betale forskellige årlige afgifter. Ulkerup var en skovlandsby, og byens produktion var derfor baseret på kvægavl. Den største del af byens udgifter blev i mange år betalt i smør. Selvom landsbyen økonomisk "balancerede på en knivsæg", gik det, så længe kvæget havde det godt.
l 1740'erne kom den frygtede kvægpest til Danmark, hvor den hærgede til begyndelsen af 1750'erne og 1760'erne. Også Ulkerup blev ramt af pesten, og fra det tidspunkt begyndte det at gå ned ad bakke for bøndernes økonomi. Deres gæld voksede og bygningerne forfaldt. Kongen gjorde intet for at erstatte de tab bønderne havde lidt, og selv var de magtesløse, idet de ikke som bønder i andre egne, havde mulighed for at intensivere kornavlen. Dertil var byens agerarealer for små og for dårlige, ligesom dyrkningsfællesskabet gjorde det praktisk umuligt at tænke alternativt.
Op gennem 1770'erne vandt nye tanker indpas i centraladministrationen. Landbruget skulle "udskiftes", så hver enkelt gård fik sin jord samlet på ét areal. Og skovenes tilstand skulle forbedres. Skovene havde hidtil været brugt af bønderne til græsning for deres husdyr, og de brugte underskoven til gærdsel og brændsel. Skovenes udstrækning havde derfor længe været på retur.
Det var nu nødvendigt at indføre en regulær skovdrift i hele landet. l fortsættelse af disse tanker besluttede kongen i 1782 at nedlægge Ulkerup by. Tre af bønderne fik tildelt nye gårde i nabolaget, to bondefamilier fik ligesom byens ni husmandsfamilier en husmandslod i den nordøstligt beliggende Strandvang, mens skovriderens gård blev flyttet ud af skoven. Det gamle landsbyareal og de gamle agerarealer i skoven blev inddraget til moderne skovdrift.
Landsbyarealet
Det areal, som landsbyen lå på, udgør ca. 4 ha. Indtil en voldsom storm i november 1981 indgik arealet i almindelig skovdrift. Under stormen væltede mange af de graner, der dengang stod der. På grund af arealets kulturhistoriske værdi begyndte man at frilægge området, således at resterne af den gamle landsby nu er gjort tilgængelige for skovens besøgende.
Tofterne
Spredt ud over arealet ses en del jord/stenvolde - det er 
de gamle toftediger. Toften var det areal, som hver gård rådede over i landsbyen. På den lå gårdenes bygninger, mødding, små haver og vænger. Ud fra toftens størrelse fik bønderne tildelt jord i byens markareal, og således havde toften betydning for, hvor meget bønderne betalte i skat og afgifter.
Vandretur i Ulkerup Landsby
1 Rytterhus
l 1690'erne blev der i byen opført to rytterhuse, som skulle tjene som bolig for kongelige ryttere. Udgifterne i forbindelse med deres ophold skulle afholdes af byens bønder. Ulkerup ophørte med at være ryttergods i 1719, hvorefter husene blev anvendt som almindelige husmandshuse.
2 Anders Svendsøns gård
Efter landsbyens nedlæggelse anlagde skovdistriktet en planteskole netop på det areal, hvor denne gård havde ligget. Det betyder, at man i dag ikke kan finde tydelige rester af den, idet den intensive dyrkning har omlejret de øverste jordlag.
3 Niels Jensens gård
Denne gård er som den eneste afdækket, så bygningsfundamenterne fremstår i hele deres længde og bredde, ligesom bageovnen er gravet ud og undersøgt. Begge gårdens længer var på 16 fag bindingsværk, ca. 27 m.
For alle byens gårde gælder, at anlæggene er forholdsvis store, hvilket hænger sammen med produktionens sammensætning. Kvæg kræver både opstaldningsplads og oplagsplads til foder. Alle gårde har været opført i bindingsværk med stråtage
4 Smede- og bødkerhuset
Her ses et meget kraftigt stenfundament. Det stammer fra den smedje, der indtil 1750'erne lå i byen. Man fortæller stadig på egnen, at Ulkerupsmedene var specielt gode til at fremstille hestesko, der satte hestene i stand til at stå fast på is. Den kunst skulle man have afluret de svenske militærsmede under Svenskekrigen 1657-60.
Da smedjen brændte, blev der i stedet opført et bødkerværksted. Bødkeren fremstillede tønder og kar af træ. Råvarerne skaffede bødkeren sig nemt, og i vandhullet ved siden af huset kunne han holde sine materialer bløde og smidige.
5 Spindekonens hus
l dette byens andet rytterhus boede husmandskonen Kirsten Johansdatter med sin familie. Kirsten skaffede sig en indtægt ved at spinde uld for de andre i byen. Selv ejede hun ikke et eneste får.
6 Husmandshus med jord
Til dette hus var der en smule jord - 1/2 album - svarende til ca. 380 m2; ikke mere end at der var plads til en have. Byens andre huse var alle jordløse.
7 Gaden
Arealet mellem byens gårde og huse blev kaldt for "gaden". Arealet var fælles for alle i byen.
8 Skovriderens gård
l fornem tilbagetrukkethed lå denne byens største gård. Gården blev drevet som de øvrige i byen, men i flere perioder adskilte dens beboere sig fra de øvrige landsbybeboere: l perioden 1728-32 boede den kongelige forvalter over krongodset i Odsherred, Niels Bang, der. Familien fik senere indflydelse på dansk åndsliv, idet N.F.S. Grundtvig og Henrik Steffens' mødre stammede derfra. Skovrider Mantzius boede på gården fra 1757 til 1783.
Ulkerup Skov er en af Odsherreds fem "gamle" skove. Den ligger i Odsherreds østlige, frodige morænelandskab ligesom de øvrige 4 skove: Annebjerg, Stokkebjerg, Kongsøre og Grevinge. Odsherred hørte i middelalderen under Roskilde Bispestol, og Ulkerup Skov hed Biskop Skov. Dronning Magrethe l var den første af kongelig slægt, der sikrede sig gods her. Dokumentet fra 1392, der gav hende skøde på jorden, findes i dag i Rigsarkivet. Allerede år 1400 udstedte dronningen et gavebrev, som overdrog jordegods med andre besiddelser til Esrum Kloster, hvor hendes moder var begravet. Ved reformationen i 1536 kom store dele af de områder, kirken havde ejet, under kronen.
l Odsherred begyndte man allerede i 1744 at indfrede (indhegne) dele af skovene. Omkring 1781 blev Ulkerup Skov målt op. Umiddelbart efter blev den gamle skovlandsby nedlagt, og Ulkerup Hegn opstod.
Som administrator af det odsherredske skovdistrikt fungerede den tyskfødte Johan Henrik Mantzius i perioden 1757-1793. Han var den første skovrider på distriktet, som havde en forstlig uddannelse. Ulkerup Skov blev opbygget til en både produktiv og smuk skov, som den "stedse skal være" ifølge gældende forordninger.
Vandretur i Ulkerup Skov
1 Vildtbanepæl
Ved indgangen til Ulkerup Skov fra Egebjergvej står to vildtbanepæle af granit med indhuggede mærker: Krone OHVP (Odsherred Vildtbanepæl) 1778. De har været del af en række på 12, der markerede grænsen for det område, hvor kongen havde jagtretten. Pælene stod omtrent i det nuværende sogneskel mellem Asnæs og Fårevejle. De to pæle blev flyttet til deres nuværende plads i 1934.
2 Skovridergården "Mantzhøj"
Bygget 1829-31 som erstatning for den udflyttede fæstegård, som var "yderst mådeligt bygget og meget brøstfældig". Gården blev bygget af 165.000 stk. brændte sten fra teglværket i Ulkerup Skov (9), og der blev indslæbt 60 favne kampesten til gårdens fundament. Gården fik navnet "Mantzhøj" efter førnævnte skovrider Mantzius.
3 Barkladen
Bark, især af eg, var tidligere et biprodukt i skovproduktionen pga. dens indhold af garvesyre. Barken skulle høstes, "når bladene er så store som museører". Efter en vanskelig og langsommelig tildannelses- og tørringsproces blev barken ofte - inden salg til garveri - sat i barkhus omtrent som hø. Bemærk ventilationshullerne i muren. Barkladen menes at være opført samtidig med skovridergården.
4 Gammel odsherredsk bøg
Bag barkladen en lille gruppe ca. 190-årig bøg fra tidspunktet for landsbyens nedlæggelse. Det er den originale odsherredske bøgerace, og bevoksningen er moderbevoksning for bøgen (5). Dele af bevoksningen er administrativt fredede, så træerne får lov at stå, til de forgår af ælde. Forsidebilledet er fra denne bevoksning.
5 100-årig bøg
Medens de gamle og nu næsten udlevede bøge er karakteristiske for en tid, hvor egentlig bestandspleje ikke fandt sted, og hvor slutresultatet blev store, bredkronede træer velegnede for oldenproduktion og brænde, er deres afkom omkring dem resultat af "moderne" skovbrug. De to bevoksninger er et eksempel på de muligheder, som forstmanden har ved bestandspleje gennem mange år at præge en skov og fremelske typer af træer med stor udnyttelsesværdi for mangfoldige industrielle formål. Genetisk er de to bevoksninger identiske.
6 Horsebjerg
Navnet Horsebjerg, som også findes på gamle kort, antyder, at heste har græsset her. Det er skovens højeste punkt på 44 m.
7 30-årig bøg
Traditionel, intensiv bøgekultur plantet i 1963 med 2 alen (1,25 m) mellem rækkerne og 40 cm mellem planterne i rækken, svarende til 20.000 planter pr. ha. Den jævnaldrende rødgranbevoksning umiddelbart øst herfor er et forsøg på at billiggøre bøgekulturerne. Hver 3. plante i hver 3. række er erstattet af en bøgehejster (1,5-2 m høj bøgeplante), svarende til 2.200 bøgeplanter pr. ha. Med tiden skal rødgranerne fjernes ved tyndingshugster, så bevoksningen ender som ren bøg. Bøgenes slutkvalitet synes ikke at ville nå samme niveau som ved det traditionelle kulturanlæg. Ved anlæg af bøgekulturer i dag anvendes 8-10.000 planter pr. ha.
8 Savgrav
Tidligere var det meget vanskeligt at transportere store træer, med mindre man havde mulighed for transport ad søvejen. Derfor var det ofte nødvendigt at opskære stammerne til planker og mindre emner i skoven. Man anbragte derfor kævlen over et gravet hul - kaldet savgrav - og to mand, den ene nede i graven - den anden på kævlen, foretog så gennemsavningen ved hjælp af en lang, let buet håndsav. Savgraven ses i dag som en firkantet fordybning i jorden.
9 Teglværksegen
Med sine over 400 år er Teglværksegen skovens ældste træ. Det er 28 m højt og omkredsen i brysthøjde er 4 1/2 m. Stammen har form som stævnen på et skib. Egetræer af sådan form og dimension er yderst sjældne. Træet var da også nær ved at blive hugget, da man efter krigen byggede et nyt grønlandsskib. Det lykkedes dog skovrideren at skåne træet. Det nye skib sank i øvrigt i Skagerak d. 17. juli 1951.
Træet har navn efter det teglværk, der blev oprettet for at brænde sten til den nye skovridergård. Teglbrændingen foregik i rektangulære gruber, hvor sten og brændsel blev stablet. Under brændingen var gruberne dækket med jordhøje. Teglværket lå et halvt hundrede meter øst for egen, hvor rester af gruberne kan ses i dag.
10 Leerholm Agre
l den gamle egebevoksning findes et system af gamle, smalle agre, som hørte til den nedlagte landsby, afgrænset af rækker af sten. Egebevoksningen stammer fra 1790, hvor man såede agern i riller. Bevoksningen er administrativt fredet.
11 Fægangen
Man passerer i meget spids vinkel et jorddige, der udgør den østlige afgrænsning af den nedlagte landsbys fægang. Tidligere blev kvæget drevet ad fægangen ud til det fælles overdrev til græsning. Den nordlige del af skoven kaldes stadig "Overdrevet". l området omkring fægangen ses stadig rester af gamle toftegærder.
Turen er på ca. 4 1/2 km, men kan let gøres både kortere og længere ved brug af skovens tætte vej- og stisystem. Turen er handicapegnet bortset fra tøbrudsperioder, og når der transporteres træ på vejene. Gangbesværede frarådes at gå til 4 og 9 i Ulkerup Skov, men bør i stedet følge skovvejen.
Offentlige trafikforbindelser
Bus 66 (Nykøbing Sj. - Holbæk) til Egebjergvej.
Bus 621 (Højby - Vig) til Svenstrup Hestehave.
Administration
Ulkerup Landsby og Ulkerup Skov forvaltes af Naturstyrelsen – Vestsjælland, tlf. 59 32 80 16.
Vandreture i statsskovene
Ulkerup Landsby og Ulkerup Skov er nr. 72 i serien af vandretursfoldere og findes også i en trykt udgave. Yderligere oplysninger om denne og de øvrige mere end 100 foldere.
Udgivet af Naturstyrelsen, 1998. Må citeres mod kildeangivelse. Trykt udgave kan fås gratis på biblioteker og turistbureauer, samt ved henvendelse til Miljøministeriet.
Se mere om området på