Af journalist Lars Madsen, Storyhouse
Det havde regnet natten før, og der var meldinger om mere på vej, og jeg skulle på skovcamping. Spørgsmålet var, om jeg ville være i stand til at lave bål af skovens fugtige grene og kviste, for jeg er typen, der skal bruge grillstarter for at få gang i havegrillen en vindstille sommeraften.
Så jeg ringede og spurgte en erfaren friluftsmand, der svarede, at selvfølgelig kunne jeg det. “Du kan jo tage noget spejdervand med” , foreslog han endvidere og forklarede, at det var friluftsslang for petroleum.
For en sikkerheds skyld ringede jeg et par timer før afgang også til den lokale skovfoged Claus Simonsen.
“Du kan sagtens samle brænde til et bål”, sagde han.
Det var en af hans skove, jeg skulle sove i, og vi havde tidligere talt sammen, fordi jeg skulle campere på en såkaldt lejrplads, hvilket man lige skal ringe eller maile og spørge om lov til først.
På vejen ud til overnatningspladsen i Sønderskoven, som er den sydligste Stenderupskov ved Kolding, kørte jeg et smut ind forbi skovfogeden.
“Du skal bare økse noget brænde inde i skoven”, sagde han nu som opfølgning på vores telefonsamtale.
Økse?
Jeg havde lommekniv, pløkhammer, toiletpapir, aviser, spejdervand, mad, rødvin, min hustru, en bog om overlevelse i vildmarken og en om skovens dyr og planter med.
Men ingen økse.
Skovfogeden tilbød straks at låne mig en.
Jeg tænkte ved mig selv, at jeg ikke behøvede hjælp, og afslog.
Teltfejl
Der var en travetur på en kilometers penge fra parkeringspladsen til Favntræpladsen, hvor vi skulle campere, og det var mens vi gik det stykke, at regnen begyndte.
“Der er mere end én kilometer”, mumlede min hustru, som bar på en rygsæk, en plasticpose med mad og sin dametaske.
“Se! Hvornår har vi sidst haft sådan en naturoplevelse”, svarede jeg – der bar på en rygsæk, en plasticpose med mad, et tremandstelt, to soveposer og to liggeunderlag – og pegede ud over Lillebælt.
“Det ved jeg ikke”, svarede hun uden at kigge op fra skovvejen.
Da vi kort efter nåede frem, kunne hun dog ikke undgå den storslåede udsigt, for Favntræpladsen ligger lige ud til Lillebælt, kun adskilt af en stenet strand, der er overstrøet med blåmuslingeskaller. Selve pladsen er mestendels blød mosbund. Faciliteterne består af et bord med bænke, en udsigtsbænk samt en bålplads.
Vi ville straks slå teltet op. Det var et, vi havde lånt, og vi havde ikke prøvet at slå det op før, hvilket jeg, stående bøjet over teltet i regnen, indså var en fejl.
Efter 20-25 minutters baksen med det, fik vi det dog til at stå så godt, at vores pakkenelliker kunne komme i tørvejr.
Det så måske ikke helt ud som på billedet, men til gengæld stod det i pæn afstand fra bålpladsen, så eventuelle gløder fra det eventuelle bål ikke ville antænde det. Vi havde også husket at tage hensyn til vinden, så røgen ikke ville blæse lige ind i teltet.
Nu var det båltid. De første mørketoner var så småt begyndt at dale ned over os, og vi begyndte at lede efter forholdsvis tørt brænde.
“Jo mere døde grenene er, jo bedre brænder de”, sagde min hustru. Jeg ved ikke, hvorfra hun har det, men der er sandsynligvis noget om snakken. Da vi havde samlet en plasticposefuld grene, samlet dem til et bål, stukket sammenkrøllet avispapir ind rundt omkring og hældt en omtrent en deciliter spejdervand ud over, fik vi i hvert fald et bål.
Det småregnede stadig lidt. Men den ekstra posefuld grene, jeg skyndte mig at samle, inden det for alvor blev mørkt, holdt faktisk liv ibålet hele aftenen.
Stemningsfuld
Så sad vi dér og grillede pølser og brød og delte en flaske rødvin af plastickrus, og det hele smagte ubeskriveligt godt. Bålet varmede, og bortset fra lidt fuglekvidren og bølgerne, der rislede ind mod stranden, var der helt stille. En pludselig raslen i buskadset bag os fik mig til at tænke på, at det netop var herude i Stenderupskovene, der flere gange var blevet observeret en los, men vi kunne ikke se noget.
Det var vist også et par år siden, nogen havde set den.
En natugle begyndte at tude, og takket være lommelygten fandt vi på plads i teltet. Hen på natten kunne man høre en ræv gø.
En halv times tid før solopgang begyndte de første fugle at synge.
Neden for vores telt flød et par svaner adstadigt rundt. Det blev tid til solopgang, men skyerne spærrede.
Jeg gik en tur ind i skoven for at se fuglene. De var svære at få øje på, men stod man stille et stykke tid, kom belønningen. Jeg kikkede lidt på en lille splejs af en fugl, der hoppede fra gren til gren højt oppe over mig. Det var ikke en gråspurv, men mere kan jeg ikke sige, for bogen om skovens dyr og planter lå et eller andet sted inde i teltet, og jeg havde desuden ikke tænkt på at tage en kikkert med.
Tilbage ved teltet havde solen fundet et hul mellem skyerne. Den hang der i disen som en fantastisk, flammende fersken. Seks svaner på rad og række fløj tæt forbi teltet.
Jeg tænkte på, at jeg havde fået tilbudt at låne et lille gaskøkken, så jeg kunne lave morgenkaffe.
Jeg tænkte længe over det, men kunne simpelthen ikke komme på nogen god grund til, at jeg havde sagt nej.