Projekt Provinsbyerne
Provinsbyer uden for Danmarks vækstcentre står over for nye roller og nye udfordringer. Projekt Provinsbyerne har til formål at bidrage med baggrundsviden om dels de centrale udfordringer, provinsbyer står over for (befolkningsmæssigt, økonomisk mv.), dels de byplanmæssige konsekvenser heraf. Projektet har særlig fokus på bymidten som ressource for provinsbyernes udvikling.
På opfordring fra Naturstyrelsen sætter Dansk Arkitektur Center i samarbejde med Dansk Byplanlaboratorium fokus på provinsbyens udfordringer. Udnytter provinsbyerne potentialerne godt nok, og kan bymidten bidrage som en ressource?
Dansk Arkitektur Center og Dansk Byplanlaboratorium har udarbejdet en statusrapport til Naturstyrelsen om provinsbyer. Download rapporten:
Hvad vil provinsbyerne? - byroller og bymidter i forandring. Statusrapport 2012 (PDF 17 MB)
Rapport 1 belyser og skaber debat om, hvilken betydning bymidterne har for provinsbyerne, og hvordan samspillet mellem bymidten og byens overordnede udfordringer er? Kan bymidten bidrage som en ressource og eventuelt imødekomme nogle af byernes generelle og specifikke udfordringer? Dette og meget andet bliver der givet et bud på i rapporten.
Spørgsmålene er drøftet på dels en workshop med en række eksperter inden for by- og regionaludvikling, dels på tre seminarer med planlæggere, politikere og andre eksperter rundt om i landet i marts 2012.
Hensigten er nu at udarbejde en fremadrettet rapport med bud på, hvad kommuner, ministerier og andre relevante aktører kan gøre for at forholde sig til provinsbyernes udfordringer.
Otte case-byer
Udgangspunktet for projektet er otte case-byer, som repræsenterer forskellige typer af provinsbyer. Kriterierne for udvælgelsen af case-byerne har været, at byerne ligger uden for landets primære vækstområder, at de er fordelt over hele Danmark, og at de repræsenterer forskellige størrelser.
Projektets case-byer er: Frederikshavn, Løgstør, Struer, Herning, Sønderborg, Faaborg, Slagelse og Nakskov.
Læs mere om projektet og download materiale fra seminarerne:
http://www.dac.dk/visArtikel.asp?artikelID=7536