Planlægning i det åbne land
Den altovervejende del af det danske areal er åbent land, dvs. områder, som ikke er bebygget eller planlagt til bebyggelse. Størstedelen af arealerne i det åbne land drives som landbrug eller skovbrug.
Landområderne bidrager særligt med produktion af fødevarer, men også med offentlige goder som fx landskab, kulturhistorie og mulighed for rekreation. I de seneste år har der været en øget tilflytning til landområderne omkring de større byer. Derimod har landområderne langt fra de større byer oplevet en tilbagegang i såvel befolkningsudvikling og beskæftigelse.
Udviklingen i det åbne land reguleres gennem en lang række lovgivninger, fx planloven, naturbeskyttelsesloven, skovloven, miljøbeskyttelsesloven og landbrugsloven.
Danmark skal have et nationalt testcenter for vindmøller. Folketinget har besluttet, at centret skal placeres i Østerild Klitplantage i Thy.
Det er af national interesse at bevare åbne kyststrækninger. Derfor er der særlige regler i planloven for den 3 km brede kystnærhedszone.
For at bevare de landskabelige værdier, er det vigtigt, at holde det åbne land fri for alt andet end samfundsnødvendigt byggeri og anlæg.
Områder i landzonen skal friholdes for anden bebyggelse, end den der er nødvendig for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri.
Flere og større vindmøller stiller store krav til at finde den rette placering, som ikke forstyrrer mennesker og miljø unødvendigt.
Sommerhusområderne skal fastholdes til rekreative og fritidsmæssige formål og er derfor omfattet af særlige regler.
God planlægning af golfbaner kan i nogle tilfælde medvirke til at genoprette og forbedre miljø og landskab.
De nærmeste omgivelser ved kyster, søer og åer samt fortidsminder, skove og kirker skal friholdes for bebyggelse og andre landskabelige indgreb.
Naturbeskyttelseslovens regler om reklameskiltning skal friholde det åbne land for reklame- og propagandaskilte.
Senest opdateret 01.09.2011