1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til indhold
  4. Gå til moduler
  5. Gå til værktøjer


Kolonihavelovens regler

Folketinget vedtog i 2001 Lov om kolonihaver og lov om ændring af lov om planlægning og jordfordelingsloven. Danmark fik hermed sin første lovgivning på kolonihaveområdet.

Lov om kolonihaver
Lovbekendtgørelse nr 790 af 21/06/2007

Lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom
til jordbrugsmæssige formål m.m. (jordfordelingsloven)
LOV nr 535 af 24/06/2005

fotograf copyright Lene Magner.

Varige kolonihaver
 
Formålet med lovene er at sikre, at kolonihaverne fortsat kan være en væsentlig del af bybefolkningens muligheder for rekreation og beskæftigelse i fritiden. Med kolonihaveloven indførtes begrebet "et varigt kolonihaveområde". Kolonihaveområderne i Danmark blev pr. 1. november 2001 varige med mindre ejeren inden denne dato havde meddelt Miljøministeriet, at kolonihaveområdet skulle være et ikke varigt kolonihaveområde. Loven har ført til, at ca. 53.669 af landets i alt ca. 62.150 kolonihaver nu er varige.

Nedlæggelser af kolonihaver
Et varigt kolonihaveområde kan kun nedlægges efter tilladelse givet af den kommune som kolonihaveområdet ligger. Tilladelsen kan påklages til Naturklagenævnet. Kommunerne kan kun give tilladelse til nedlæggelse af et varigt kolonihaveområde, hvis væsentlige samfundsmæssige hensyn gør det nødvendigt at disponere over arealet til et formål, der ikke kan tilgodeses et andet sted i kommunen. Samtidig skal der – inden området ryddes – tilvejebringes et nyt kolonihaveområde, som kan erstatte det område som nedlægges. Det understreges i loven, at væsentlige samfundsmæssige hensyn normalt ikke omfatter opførelse af boliger eller bebyggelse til nye erhvervsvirksomheder.

Kolonihaveloven indeholder også regler om tilbudspligt og om offentlighedens adgang til kolonihaveområder.

Kommuneplanlægning for kolonihaver
Ændringen af planloven gav kommunerne pligt til i kommuneplanens hovedstruktur at angive de overordnede mål for kolonihaveudviklingen. Kommunalbestyrelserne skal desuden tilvejebringe rammer for indholdet af kommuneplaner, som sikrer, at der er udlagt bynære arealer til kolonihaver i et antal og med en placering, der er i overensstemmelse med bebyggelsesforholdene og mulighederne for at udlægge kolonihaveområder i kommunen.

Kolonihaver i hovedstadsområdet 
I hovedstadsområdet gælder retningslinjerne for kolonihaver i HUR's Regionplan 2005, indtil de er optaget i de nye kommuneplaner. Arealudlæggene skal ligge bynært og som en integreret del af den grønne struktur.

Der skelnes desuden mellem 3 områder. I område A, ca. fingerbyens håndflade og de indre dele af byfingrene, kan kommunerne sikre haver efter eget behov i forbindelse med byomdannelse. I område B, som er området ud til og med ca. resten af fingerbyen, skal kommunerne udpege arealer til overnatningshaver efter en tabel i regionplanen. Her gælder desuden særlige nærheds- og adgangskrav. I resten af hovedstadsområdet, område C, skal kommunerne planlægge for overnatningshaver efter bebyggelsesforholdene. Ingen overnatningshaver i hovedstadsområdet må planlægges større end 400 m2 .

Klik for større kort
 

Erstatningshaver ved nedlæggelse 
Jordkøbsloven giver fødevareministeren mulighed for at købe eksisterende kolonihaveområder, og det er præciseret, at fødevareministeren både kan købe jord såvel til oprettelse af helt nye kolonihaveområder som til oprettelse af kolonihaveområder til erstatning for haveområder som nedlægges.

Senest opdateret