Historisk set har naboretten været den måde, hvorpå domstolene gennem tiderne har løst miljøkonflikter mellem naboer, men efterhånden har den offentligretlige regulering overtaget en hel del af naborettens ansvarsområde. Det er derfor antaget, at den traditionelle rollefordeling mellem naboretten og miljøretten som udgangspunkt er, at naboretten – som privatretligt korrektiv af nabokonflikter – tager over der, hvor miljøretten – som offentligretlige regulering – holder op.
Selvom den offentligretlige regulering af miljøretten skal varetages inden for rammerne af formålsbestemmelserne i de respektive love som generel regulering, har flere love inden for miljørettens ressortområde i et vist omfang genindført hensynet til naboer. Inden for planloven kan som eksempler herpå nævnes dispensationer fra en lokalplan, jf. § 20, jf. § 19, og vurdering af en ansøgning om landzonetilladelse, jf. § 35, stk. 4 og 5, jf. stk. 1. Også planlovens § 43 kan nævnes, hvorefter kommunalbestyrelsen ved forbud og påbud kan sikre overholdelsen af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Her kan kommunalbestyrelsen lovligt varetage hensynet til private ved en byggesagsbehandling.
Også i retspraksis synes der at være opblødning på vej i forhold til udgangspunktet om naborettens subsidiære rolle sammenlignet med miljøretlig regulering. I forhold til sager inden for planlovens rammer må det påpeges, at en i sig selv lovlig planlægning eller konkret tilladelse ikke kan udløse et erstatningskrav efter naboretten. Det vil typisk være emissioner i form af uforholdsmæssige og uforudseelige røg, støj og møg fra det konkrete anlæg eller anlæggets øvrige uforholdsmæssige og uforudseelige påvirkning af ejendommens værdifastsættelse, som kan udløse erstatningen.
Det kan diskuteres, hvilken karakter myndighedens godkendelse/tilladelse/planlægning har i forhold til den naboretlige ansvarsstandard i de tilfælde, hvor myndigheden ikke har udøvet en erstatningspådragende adfærd. Retspraksis synes at vise, at myndighedernes offentligretlige tilladelser mv. lægges uprøvede til grund, og at de erstatningsretlige forhold efter naboretten vurderes selvstændigt.
Det bliver imidlertid mere problematisk, hvis domstolene godtager en af sagsøger nedlagt påstand om anvendelse af andre sanktioner end erstatning. Med andre sanktioner tænkes der her på forbud, påbud eller ulovbestemt overtagelsespligt, som reelt ophæver den af myndigheden udstedt tilladelse. Hermed vil der opstå en indirekte prøvelse af myndighedernes tilladelse.
I den miljøretlige litteratur er der stort set enighed om, at en sådan konflikt mellem tilladelse og naboret ikke vil blive aktuel, men der kendes foreløbigt to afgørelser, hvor dels en nabo pålægges at lægge andre tagsten på taget på grund af refleksion fra sollys, dels en forudsætningsvis antagelse af en ulovbestemt overtagelsespligt, når der forelå en betydelig overskridelse af den naboretlige tålegrænse. Ingen af de to afgørelser er anket.
Litteratur:
Friis Jensen, O.: Miljøretten 1, Almindelige emner, red. Ellen Margrethe Basse, 2. udg., 2006, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København.
Pagh, Peter: Lærebog i miljørettens almindelige principper, 2006, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, København.
De to afgørelser, som omtales til sidst er følgende:
Byretsdom fra Århus, BS 13-490/2010 (utrykt)
Miljøretlige Afgørelser og Domme 2010.1942AN (TK 2010. TaI.3b/10).