|
Laksen gyder netop nu i Hjortvad Å

Hjortvad Å som løber mellem Rødding og Ribe er en af de tre hovedgrene i Ribe Å, er netop nu hjemsted for laksenes gydning og sikring af næste års afkom. For at forbedre laksenes gydemuligheder har Naturstyrelsen i oktober og november udlagt ca. 5.000 tons grus og sten på 5 lokaliteter i vandløbet, og det har været en succés lige fra starten.
De nye gydestryg er omgående taget i brug af laksen, og man kan tydeligt se de nyanlagte gydebanker på de lavvandede stryg, som sikrer optimale opvækstbetingelser for ynglen, når æggene er klækket. Bl.a. ved Bremkrog Bro, Hjortvad Bro og Knorborg Bro kan man se fiskene foretage deres gydegravninger. Og det er et imponerende syn, når de store fisk konkurrerer om pladserne og med kraftige slag fra halen flytter rundt på gruset i det lave og ganske klare vand.
Årsagen til at der lægges så meget sten og grus ud i Hjortvad Å er at manglen på egnede gydepladser er begræsnende for bestandens størrelse. Gr4us og sten er blev gravet op i forbindelse med tidligere tiderts udretninger og reguleringer, og det rådes der nu bod på.
I 2009 lægges yderligere ca. 6.000 tons grus og sten på 7 lokaliteter i Hjortvad å, og samlet får laksen tilført mere end 11.000 m2 nyt gyde- og opvæstareal
Laksestammen i Ribe Å tilhører den oprindelige jyske laks, som har været i Danmark siden istiden, og er en af de 4 stammer der endnu er tilbage. De øvrige findes i Varde Å, Skjernå og Storåen.
Indtil 1999 blev den oprindelige laks anset for uddød i Ribe Å-systemet, men sammenligning af DNA fra yngel på de få gydepladser med DNA fra laks fanget for 40 - 75 år siden, viste at der endnu var ganske få laks tilbage af den oprindelige stamme - måske en 5 - 10 voksne individer. Herafter begyndte et målrettet avlsarbejde med indfange og opformere de oprindelige laks. Moderfiskene blev indfanget og genetisk kontrolleret på Dansk Center for Vildlaks ved Skjern. Herefter bliver æggene afstryget og befrugtet. Man er nu så langt at der årligt kan udsættes 60.000 stk. lakseyngel i Ribe Å af den oprindelige stamme, så grundlaget for at opretholde en bestand ved udsætninger er tilstede. Det, der nu mangler, er at sikre tilstrækkelige gydepladser til laksen af ordentlig kvalitet således, at laksen om få år kan klare sig ved egen hjælp og uden supplement af kunstigt opdrættede laks.
Hvis du vil vide mere:
Miljøministeriet har udgivet en national forvaltningsplan for laks, der bl.a. beskriver, hvilke initiativer, der er nødvendige for at vi kan opnå en sund og bæredygtig laksebestand. Den kan du se her: http://www.skovognatur.dk/Udgivelser/Tidligere/2004/laks.htm
Ribe Å laksen bliver også portrætteret i "Natursyn" på DR P1, den 10. januar 2009, kl 9:07 - 9:45.
|