1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til indhold
  4. Gå til moduler
  5. Gå til værktøjer


Grøn teknologi skal redde det blå hav      

22.03.2012

Tankskib. Foto: Colourbox

Skadelige fiskeæg, muslingelarver og alger fra fjerne have får fremover svært ved at skaffe sig adgang til danske farvande ved hjælp af skibe i international fart.

En ny bekendtgørelse fra Naturstyrelsen vil pålægge alle erhvervsskibe at installere renseanlæg, der kan fjerne skadelige organismer fra skibenes ballastvand, inden det lukkes ud i havet.

Bekendtgørelsen er i høring til 9. maj 2012. Se den på Høringsportalen.

Ødelægger naturen
Skibene bruger ballastvandet til at give stabilitet, når de sejler. Problemet er bare, at ballastvandet ofte er suget op langt fra de danske kyster, og derfor rummer en cocktail af eksotiske livsformer, der kan vokse sig stærke og udkonkurrere hjemmehørende fisk, bunddyr og havplanter.

Dræbergobler, uldhåndskrabber og knivmuslinger er alle eksempler på problemet. De er fragtet her til med ballastvand, hvorefter de har bredt sig med stor hast på bekostning af den hjemlige flora og fauna. En af forklaringerne på de nytilkomne planter og dyrs succes er, at de ofte ikke har nogle naturlige fjender, der hvor de lukkes ud.

Læs mere om invasive arter på Naturstyrelsens hjemmeside   

Danmark med i front
Der findes i dag godkendte renseanlæg til skibe, der bruger ultraviolet lys, filtre og kemi til at rense ballastvandet.

Miljøministeriet støtter desuden seks miljøteknologiske projekter, der udvikler ny teknologi til at rense ballastvand og metoder til at kontrollere, at ballastvandet er rent. Danmark har nogle af verdens førende firmaer inden for test af rensemetoder.

Reglerne i bekendtgørelsen træder i kraft, når 30 nationer med mindst 35 procent af verdenshandelsflådens tonnage har tiltrådt konventionen.

Danmark tiltræder den internationale konvention om ballastvand senere i år.

 

 


Senest opdateret 22.03.2012