|
Fra i dag kan man komme helt tæt på og se resultatet af de nyrestaurerede bornholmske klipper fra oldtiden, der er fyldt med helleristninger.  Tæt på fortiden. De store klipper med motiver fra oldtiden kan nu undersøges af enhver, der har lyst. Foto: Naturstyrelsen
I dag klokken 12-14.40 er der åbning af ”Danmarks Oldtid i Landskabet” ved Madsebakke og Hammersholm helleristningsområderne med start ved Russersletten. På Store Madsebakke og Hammersholm på Bornholm kan man se nogle af oldtidens mest tydelige spor i Danmark. I klipperne er flere tusinde år gamle budskaber indhugget – såkaldte helleristninger, og nu bliver det muligt at komme helt tæt på det lille stykke danmarkshistorie. Gennem projektet ’Danmarks oldtid i landskabet’ er nye stier, informationsskilte og opmalinger af udvalgte motiver på de mest spændende felter blevet sat op i samarbejde mellem Kulturstyrelsen, Naturstyrelsen, Bornholms Regionskommune og Bornholms Museum. Det nye stisystemet er lagt, så der er fire ”indgangsporte” til landskabet: Fra Russersletten, Moseløkken, Lille Madsebakke og den nu tilgængelige Store Madsebakke. Danmarks største helleristningsfelt Man kan tilrettelægge sin tur, så man kan gå på opdagelse hele vejen fra Allinge til Hammersholm og videre til Hammershus – det vil sige tværs over Bornholms nordspids, eller man kan nøjes med at opleve Madsebakkeklippens koncentration af motiver. På skrånende klipper findes billeder af skibe, hjulkors, figurer af fødder og mange skåltegn. Forskere har ud fra skibenes form dateret helleristningerne til yngre bronzealder, 1100-500 år f.Kr. Volder det problemer at tyde motiverne, er der mulighed for at se fotos med opmaling af alle motiver på mobiltelefonen via en såkaldt QR-kode, så man har en digital kode-knækker til hele det usædvanlige område. Læs også om Bornholms nye indbygger den europæiske bison
|