|
 Naturleg. Naturen er fuld af muligheder, hvis man vil dyrke idræt i det fri. Foto: Karla Lyneborg Lassen.
Udviklingen af unges idræts- og motionsvaner behøver ikke kun høre til i gymnastiksale eller sportsforeninger. I Get Moving-kampagnen hjælper Naturstyrelsen de unge med at få øjnene op for, hvordan man kan bruge skoven som fitnesscenter. Det sker blandt andet med et bidrag på 120.000 kroner til otte nye sundhedsspor, hvor folkeskoleelever kan måle og træne deres kondition. Alle sundhedssporene placeres i skove, der ligger tæt på folkeskoler. - Vi håber, vi kan få de unges øjne op for, hvor sjovt det er at få pulsen op og sved på panden ude i naturen. Her er alt fra grene, man kan svinge sig i, væltede stammer man kan balancere på og rigeligt med klatretræer – der er simpelthen uanede muligheder for at springe rundt og få sved på panden, siger projektleder Charlotte Sloth Lassen fra Naturstyrelsen. Læs mere om Get Moving-kampagnen på hjemmesiden
Naturen er et fitnesscenter Som en slags starthjælp til de unge genudgiver Naturstyrelsen folderen Naturfitness, der giver inspiration til, hvordan man kan bruge naturen som en slags udendørs fitnesscenter. I folderen kan man læse, hvordan man nemt kommer i gang med armhævninger, bænkpres og hækkeløb over grene og stammer. Læs mere om Naturfitness og find foldere om naturfitness- og udstrækningsøvelser
Skoleklasser tester konditionen Hvilke skoleklasser er så i bedst form? Skoleklasser fra de otte skoler skal ud og løbe på sundhedssporet i løbet af de tre uger Get Moving-kampagnen varer, og i den periode skal klasserne teste, hvor god deres kondition er. På den måde vil de kunne se, at de kommer i bedre form, når de tester konditionen igen på et senere tidspunkt. Sådan finder du dit kondital på sundhedssporet - se instruktionsvideo
De lærere, der skal hjælpe elverne med at komme i bedre form, har i forvejen fået instruktion af Naturstyrelsens naturvejledere i brugen af sundhedsspor og måling af kondital. Dogmeatletik - naturens eget spil Samtidig er lærerne blevet introduceret til spillet Dogmeatletik. Dogmeatletik er et spil, der handler om at bruge fantasien til at finde på motionsøvelser i naturen, hvor man bruger de effekter såsom grene, kampesten, gelændere eller andet, som er lige ved hånden - eller foden. Læs mere om naturfitnessspillet Dogmeatletik på hjemmesiden
Sundhedsspor over hele landet De nye sundhedsspor ligger i Aalborg, Fredericia, Kalundborg og Furesø kommuner. Hver enkelt kommune har selv dækket 50 procent af udgifterne til sundhedssporene. Læs mere om og find dit nærmeste sundhedsspor Yderligere oplysninger: Projektleder Charlotte Sloth Lassen, Naturstyrelsen, tlf.: 7254 2162
|