Sommertemperaturerne har endelig nået de hjemlige breddegrader, og nu giver EU de danske kyster og søer grønt lys til endnu en forfriskende badesæson.

Badeferie. Der er masser af mulighed for at nyde vandet ved de danske strande.
I dag offentliggøres EU’s årlige badevandsrapport, der sort på hvidt giver et billede af, hvordan badesæsonen var for europæiske badegæster i 2011, hvis man skal vurdere sidste sommer ud fra et mikrobiologisk udgangspunkt.
Alt i alt blev der regelmæssigt taget prøver fra 1130 forskellige strande og søer i sidste års badesæson, der gik fra 1. juni til 1. september 2011. Heraf var 1012 strande ved kyster, mens de 118 andre badedestinationer var søer. Det fremgår af fællesrapporten fra EU-Kommissionen.
Beregningsmetode giver skæve tal
Den danske nationalrapport for badevand viser, at i alt 657 strande eller 64,9 procent af alle kyststrandene i 2011 fik den højeste karakter ”excellent quality”. Det angiver rapporten som et fald på 12, 8 procent, da 819 strande fik topkarakterer året før, men det skal ses i lyset af, at måden at opgøre tallene på er ændret i forhold til tidligere år.
Hvor klassifikationen før blev beregnet ud fra resultater fra én badesæson, så beregnes klassifikationen nu ud fra fire års resultater, forklarer kontorchef Jakob Møller Nielsen i Naturstyrelsen.
- I år tager vi en ny model i brug, der benytter sig af en fireårig sammenligningsperiode. Det betyder, at kriterierne har ændret sig i forhold til den gamle model, så er det ikke muligt direkte at sammenligne tallene fra 2010 og tidligere år med tallene fra 2011. I 2010 var der ganske rigtigt 819 kyststrande, der fik den højeste karakter, men hvis vi ser på hvor mange strande, der nu får karaktererne udmærket, god og tilstrækkelig, så rammer vi 926 strande, forklarer Jakob Møller Nielsen.
Den nye udregningsmodel har også påvirket det samlede resultat for badevandstilstanden i søerne. I den danske nationalrapport fremgår det, at 83,1 procent af søerne (98 søer i alt) får den højeste karakter (excellent quality). Det anslås at være et fald på 7,3 procent, hvor 90,4 procent af søerne (104 søer i alt) fik topkarakter af EU. Også her skal der dog tages højde for beregningsmetoden.
Læs EU's badevandsrapport for Danmark
Monsterregn udfordrer kloakker
Ifølge kontorchef Jakob Møller Nielsen er der stor sandsynlighed for, at den megen nedbør, der ramte Danmark i sommeren 2011, har været medvirkende til, at der på trods af udregningsforskellene har været et lille fald i antallet af strande og søer der har opnået topkarakterer.
- Når man tænker på, hvor regnfuld sommeren 2011 var, så er vi faktisk sluppet for de allerværste vandforureningsuheld. Det er slet ikke usædvanligt, at vi ser overløb fra rensningsanlæg, når helt ekstreme regnskyl rammer landet. Derfor er det også så vigtigt, at vi er kommet godt i gang med den danske klimatilpasningsindsats, for en god badevandskvalitet hænger uløseligt sammen med, at vores kloakker og rensningsanlæg er af høj kvalitet, siger Jakob Møller Nielsen fra Naturstyrelsen.
Han mener, at hvis kommunerne og vandselskaberne får sat gang i investeringerne, og der bygges regnvandsbassiner og nye kloaksystemer, så kan de store vandmasser bedre håndteres, og det giver i sidste ende også bedre badevandskvalitet ved kyster og søer, der ellers risikerer at bliver forurenet, når kloaknettet løber over.
Se de danske strandes badevandstilstand på kortet
Som en del af regeringens klimatilpasningsstrategi vil miljøminister Ida Auken pålægge kommunerne at udarbejde risikoanalyser af oversvømmelsesproblemer blandt andet som følge af de store regnvejrshændelser og gøre det muligt for kommunerne at tage højde for klimatilpasningsmæssige hensyn i byplanlægningen.
Miljøministeren vil desuden give vandselskaberne bedre instrumenter til at investere i tiltag, der afhjælper store vandmængder og for eksempel sikrer mod overløb i kloaknet og rensningsanlæg.
Læs EU's badevandsrapport for 2011
Yderligere oplysninger:
Funktionsleder Camilla Villumsen, Naturstyrelsen, tlf.: 4178 2042, e-mail: