Forskere skal følge ny natur i Østerild
|
|
15.12.2011
|
|
|
|

Forskere fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet skal de næste ti år følge omdannelsen af naturen i Østerild tæt. For at bane vejen for det nationale testcenter for store vindmøller i plantagerne i Østerild og Hjardemål bliver der fældet mere end 200 ha tæt nåletræsplantage. Naturstyrelsen laver en række naturgenopretningsprojekter i de ryddede områder for blandt andet at genskabe den klithedenatur, der fandtes, før plantagerne blev plantet til i 1800-tallet. Første del af forskningsprojektet er en rapport om naturtilstanden i Østerild og Hjardemål før rydning, hvor naturen er registreret på 100 forskellige stationer i området. Det er planen, at forskerne herfra de næste ti år skal overvåge, hvordan naturen ændrer sig. - Det er et meget spændende forskningsprojekt, som vi glæder os til at følge. Vi arbejder mange steder med genopretning af naturen, og her er viden som denne meget vigtig. Man går ikke bare ud og rydder, og så kommer der pludselig en ny naturtype frem. Vi skal hjælpe naturen til at genskabe sig selv, og det kan være vanskeligt, siger skovrider hos Naturstyrelsen, Ditte Svendsen. Som led i omdannelsen af den tætte skov har Naturstyrelsen allerede nogle steder gravet jord af og fyldt grøfter for at skabe nye søer og vådområder i området. Ud over naturen i Østerild bliver den fældede skov i Thy erstattet af omkring 400 ha ny skov forskellige steder i landet. Den nye skov får en højere kvalitet og skal blandt andet være med til at beskytte drikkevandet. Download DCE's rapport om naturtilstanden i Østerild og Hjardemål Læs mere om det nationale testcenter for vindmøller i Østerild
|
Senest opdateret 15.12.2011