Skoverklæringen fra FN’s verdenstopmøde om Miljø- og Udvikling i 1992 fastslog, at skove skal ”forvaltes bæredygtigt på en måde som imødekommer de nuværende og fremtidige generationers sociale, økologiske, økonomiske, kulturelle og åndelige behov”.
Der findes imidlertid ingen éntydige og globalt dækkende standarder eller operationelle retningslinjer for ”bæredygtigt” træ. Opfattelsen af, hvad der er bæredygtigt, afhænger af sociale og kulturelle værdigrundlag og af konkrete forhold i forskellige lande og regioner. Der er dog flere processer i gang, som trækker i retning af en fælles overordnet forståelse.
Mere detaljerede standarder for bæredygtig skovdrift er således udviklet regionalt i forskelligt mellemstatsligt samarbejde. Mange lande, herunder Danmark, har tillige fastlagt nationale standarder eller retningslinjer. De danske retningslinjer kan findes i Danmarks Nationale Skovprogram.
Også private organisationer har udviklet af standarder for bæredygtig skovdrift, fx som led i udvikling af certificeringssystemer. FSC® FSC-C006415 og PEFC er eksempler herpå.
På baggrund af det mellemstatslige samarbejde om bæredygtig skovdrift kan der fastlægges 7 grundlæggende krav til produktion af ”bæredygtigt træ”:
- Skovdriften skal være lovlig, jf. lovgivningen i det enkelte producentland.
- Skovenes beskyttelsesfunktioner skal opretholdes
- Skovenes produktion skal opretholdes
- Skovenes sundhed og vitalitet skal opretholdes
- Skovenes biologiske mangfoldighed skal opretholdes
- Skovenes udstrækning og kvalitet skal opretholdes
- Skovenes socio-økonomiske funktioner skal opretholdes
Naturstyrelsen har udgivet vejledning om, hvordan man ved offentlige indkøb kan stille krav om lovligt og bæredygtigt træ.