Problemet med tilgroning er især knyttet til overdrev, enge og heder, der er afhængig af bl.a. græsning eller høslæt.
Levestederne for de specielle dyre- og plantearter, der er knyttet til den lysåbne natur har været under hårdt pres de seneste årtier, fordi den lyskrævende urtevegetation i stigende blevet skygget væk af buske og træer.
Årsagen til tilgroningen er især ophør af græsning og høslæt, der er driftsformer, som var vidt udbredt i landbruget indtil 1950´erne. Disse driftsformer fastholder en artsrig vegetation, der tåler at blive bidt eller er så lav at den undgår at blive slået.
Tilgroningen starter, når græsning ophører, græsningstrykket nedsættes eller der sker en næringsberigelse af de næringsfattige naturtyper. Dette giver ændringer i konkurrenceforholdene i plantesamfundet. Højtvoksende planter, der forekom spredt og som lave individer i den græssede og slåede vegetation, kan nu vokse op og brede sig. Derved skygger de for lavtvoksende plantearter, som får forringede vækstbetingelser. Ved vækstsæsonens afslutning er der desuden dannet et lag af vissent plantemateriale, som yderligere skygger for de lave plantearter, og som forhindrer fremspiring af enårige arter. Efterhånden som tilgroningen skrider frem vil flere af de lavtvoksende plantearter blive skygget væk og uddø, og typisk vil enkelte af de højtvoksende arter blive meget dominerende.
Naturkræfter giver lys
Før mennesket for alvor begyndte at præge naturen var store dele af Danmark dækket af skov. Dengang sørgede oversvømmelser, brand (lyn), storm og jordskred alligevel for at der hele tiden var store arealer med lysåben natur. Nogle områder var så næringsfattige, at der kun var grobund for fx højmoser. Store græssende dyr som fx elge, vildsvin, hjorte, bisonokser m.v. bidrog til at holde lysningerne åbne.
Tilgroning – eller succession som det også kaldes – er en del af den dynamiske natur. Faktisk findes den højeste biodiversitet, hvor der er en kombination af lysåben natur og områder med krat og skov.
Planter på fremmarch
Moser gror ofte til i tagrør, almindelig mjødurt, kær-star og lådden dueurt. Et sådant plantesamfund med høje urter og græsagtige planter kan etableres i løbet af få år, og antallet af plantearter falder derfor meget hurtigt. Gradvist omdanner træer og buske som Rød-El, Grå-Pil og Dun-Birk den lysåbne mose til en skovsump. Dermed ændres jordbund, lysforhold og vandstand yderligere, og den oprindelige lysåbne mosevegetation forsvinder helt på bekostning af mere skyggetålende skovbundsplanter.
Overdrev og heder gror ofte til i brombær, ene, slåen, hvidtjørn, eg, bævre-asp, almindelig hyld og forskellige arter af rose. De stikkende træer og buske undgås af græssende dyr og er derfor en naturlig og beskyttet del af hede- og overdrevsnaturen.
Hede under tilgroning