Forurening med næringsstoffer skader heder, højmoser og andre oprindelige naturtyper.
Når næringsfattige naturtyper som heder og højmoser tilføres kvælstof og fosfor, breder brændenælder og græsser sig. Resultatet bliver en artsfattig og ensformig natur, fordi de oprindelige, lavtvoksende og lyskrævende arter ikke kan klare sig i konkurrencen med nye store hurtigtvoksende planter. Næringsstoffer til de danske fjorde øger risikoen for uklart vand og dårligere vilkår for bundplanter, samtidig med at der skabes grobunde for større mængde plankton og alger, hvilket øger risikoen for iltsvind.
Tålegrænsen er overskredet
Det vurderes, at over 50 % af de danske naturområder har overskredet deres tålegrænse i forhold til kvælstof. Det betyder, at økologien og sammensætningen af plantearter er begyndt at ændre sig.
Næringsstofbelastningen er et særligt stort problem, når den kombineres med manglende slåning eller afgræsning. Tilsammen medfører de to negative påvirkninger en accelererende tilgroning af fx heder og overdrev, hvorved sjældne og karakteristiske arter forsvinder.
Nogle naturtyper er mere følsomme overfor næringsstoftilførsel end andre. Blandt de mest følsomme er højmoser, heder, overdrev, klitter, egekrat og visse kær. Denne natur tager skade af blot små, årlige mængder af næringsstoffer. I den modsatte ende hører strandenge til den type natur, der er mest robuste overfor næringsstoffer.
Hvor kommer næringsstofferne fra?
Næringsstofferne på naturarealerne stammer overvejende fra landbruget (gødning), men også transportsektoren (udstødningsgasser) og industri (røg, spildevand) bidrager.
Overgødskning (eutrofiering) af naturområder sker enten i ved direkte tilførsel af gødning eller indirekte. Den indirekte tilførsel omfatter primært kvælstofnedfald fra luften (ammoniak og kvælstofoxider), men sker også som udvaskning af næringsstoffer (både kvælstof og fosfor) fra dyrkede marker til fx kildevæld, kær, moser, søer og marine områder.
Der kan også ske tilførsel af næringsstoffer til naturområder ved jordfygning og erosion fra dyrkede jorder (primært fosfor), ved overgræsning, hvor dyrene får tilskudsfoder, og ved tilgroning med kvælstoffikserende planter som gyvel, der opsamler luftens kvælstof (primært heder og overdrev).
Den gennemsnitlige kvælstofbelastning i Danmark er på 20 kg N/ha/år, som tilføres jorden fra luften. Til sammenligning er det skønnede naturlige (det vil sige, hvis der ikke var menneskelig aktivitet) nedfald af kvælstof på under 5 kg N/ha/år. De gennemsnitlige tal dækker dog over store lokale variationer, der bl.a. afhænger af den lokale husdyrtæthed og højdeforskelle i form af bakker, skove o. lign. (ruheden). I skovbryn har man f.eks. målt en belastning på over 100 kg N/ha/år.
Hvad kan man gøre?
I nogle naturtyper kan man i en årrække neutralisere effekten af eutrofieringen ved at sørge for græsning, høslet, rydning, afbrænding eller andre former for pleje, som fjerner plantemateriale og dermed næringsstoffer fra arealet. Kvælstof kan, i modsætning til fosfor, i et vist omfang også fjernes ved udvaskning eller oversvømmelse (hvorved der sker en bakteriel nedbrydning til luftformigt kvælstof også kaldet denitrifikation).
Det er dog ikke muligt at løse problemet ved næringsstofbelastning ved pleje alene. Nogle naturtyper kan ikke tåle f.eks. afgræsning, og pleje forhindrer ikke, at sjældne og karakteristiske arter udkonkurreres af græsser o. lign.
Det er derfor i nogle tilfælde, især omkring særligt sårbare naturtyper, afgørende, at der reduceres i belastningen fra kilderne til henholdsvis den luftbårne og den vandbårne næringsstofforurening.
Høslet, slåning eller kratrydning med fuldstændig fjernelse af det afslåede materiale er de plejetiltag, der medfører størst mulig næringsstoffjernelse, hvis problemet er tilgroning med høje urter eller vedplanter. På heder er tørveskrælning en af de mest effektive metoder til kvælstoffjernelse. Afgræsning fjerner derimod kun få næringsstoffer.
Læs mere om de plejetiltag, der kan afhjælpe tilgroning, der er et resultat af den øgede næringsstofbelastning [Link til naturplejeportalen]
Læs mere om tålegrænser i afsnit 4.3 i faglig rapport fra DMU nr. 596