Fredning af et stykke natur er en effektiv måde at beskytte dyr, planter og landskab på. Desuden kan en fredning være med til at sikre folk adgang til det fredede område.
Siden Naturfredningsloven trådte i kraft i 1917, har fredninger været et centralt værktøj i naturbeskyttelsen. Loven er det ældste og mest vidtgående instrument til beskyttelse af flora og fauna, og i dag er cirka fem procent af Danmarks landareal fredet.
Fredningens historie
I 1917 blev den første Naturfredningslov vedtaget i Danmark, og loven har siden været et centralt instrument i naturbeskyttelsen i Danmark. Allerede inden 1917 blev flere naturområder fredet ved lov.
I 1937 blev Naturfredningsloven revideret. I den nye lov indgik retningslinjer for byggeri langs kysten og i nærheden af skove. Loven fastsatte også regler for offentlighedens adgang til skov og strand. Siden er der kommet mange nye revisioner af loven og efter at have været under flere forskellige ministerier kom Naturfredningsloven i 1973 under det nyoprettede miljøministerium.
Erstatninger
Naturfredning betyder, at der lægges væsentlige begrænsninger på et områdes fremtidige anvendelsesmuligheder. En fredning har en ekspropriationslignende karakter, fordi den indeholder hel eller delvis afståelse af bestemte rettigheder i forhold til de omfattede arealer. Der udbetales erstatning til ejeren for det tab, som fredningen medfører.