Latin: Bison bonasus
Engelsk: European Bison. Polsk: Żubr. Tysk: Wisent. Svensk: Visent. Fransk: Bison d’Europe.
Beskyttelse og regulering
Fredet
Optaget på IUCN’s rødliste over globalt truede dyrearter.
Udbredelse og status
Som led i et naturforvaltningsprojekt forventes det, at den europæiske bison vil kunne opleves i den statsejede del af Almindingen på Bornholm i løbet af 2012, hvor en flok på ca. 7 vildtlevende dyr fra Bialowieża-urskoven i Polen vil blive udsat i en stor indhegning på ca. 200 ha.
Mens dyrene går i det hegnede område, skal det vurderes, hvordan de påvirker naturområdet og hvordan de fungerer i samspil med skovens publikum. Dyrene er vilde dyr, og skal holdes vilde, så de beholder deres naturlige respekt for mennesker. Hvis alt går vel, vil dyrene efter ca 5 år kunne blive lukket ud i den frie natur.
Europæisk bison er et oprindeligt dansk dyr, som indvandrede til de helt åbne skove med rigelige græsgange i Danmark efter den sidste istid for ca. 10.000 - 11.000 år siden sammen med en række andre store dyr, bl.a. vildhesten og uroksen. Men den europæiske bison er formodentligt udvandret igen fra Skandinavien, i takt med at skovene blev for tætte.
De yngste danske knoglefund er fra den tidligste jernalder, dvs. for ca. 2500 år siden, så det kunne måske tyde på en genindvandring af den europæiske bison, idet Estland og Letland på samme tid oplevede en genindvandring af bison, og fundene i Danmark kunne være en udløber af denne immigration. Der er dog tale om trofæfund, så der hersker usikkerhed om der atter fandtes en egentlig dansk bisonbestand på dette tidspunkt. Fundene peger dog i det mindste på en nordeuropæisk bestand ikke langt fra Danmark.
Men hvis den atter levede her, var det under alle omstændigheder kortvarigt, på grund af menneskelig jagt og efterstræbelse. Nu forsøges den genudsat.
Uddøde i naturen
I 1755 blev de to sidste dyr dræbt af krybskytter i det gamle Østpreussen, i Ungarn blev den sidste dræbt i 1790 og i Rumænien i 1762. Omkring år 1800 var arten indskrænket til Bialowieza-skoven i Øst-Polen, hvor der frem til den første verdenskrig fandtes 785 dyr. Derudover fandtes en lille bestand i det nordøstlige Kaukasus, som tilhørte sin egen underart. Under og kort efter den første verdenskrig blev samtlige bisoner udryddet i naturen, både i Bialowieza i Polen og i Kaukasus.
Reddet på målstregen
Heldigvis havde den russiske Zar Alexander I, som havde haft Bialowieza som sit jagtrevir, nået at forære et antal bisoner til de europæiske zoologiske haver inden krigen brød ud. Dette blev artens redning. Efter krigen fandtes 54 dyr i zoologiske haver. Af disse stammede de 53 fra lavlands (Bialowieza-)underarten af den europæiske bison (Bison bonasus bonasus), og kun en enkelt tyr fra den kaukasiske slægt (B.b.caucasiscus). Ved en stor redningsaktion lykkedes det langsomt at genopbygge bestanden på gundlag af disse fangenskabsdyr, og i 1952 blev de første dyr genudsat i naturen i Bialowieza-skoven i Polen.
Status i 2010
I dag findes der på verdensplan ca. 3000 individer, hvoraf de ca. 2000 lever i 33 forskellige flokke vildt i naturen forskellige steder i Polen, Hviderusland, Ukraine, Rusland og Litauen, resten i fangenskab.
Selv om det er lykkedes at redde den europæiske bison fra at uddø, er den med sin lille population på verdensplan principielt set stadig at betragte som truet, og er derfor optaget på IUCN’s rødliste over globalt truede arter. Der findes ingen fritlevende bisonpopulationer over 300 dyr, og hovedparten af populationerne er på under 50 dyr. Dermed er alle fritlevende populationer udsat for en risiko for udryddelse, dels på grund af genetisk drift, men også på grund af den høje indavl.
Udseende
Den europæiske bison er det største vildtlevende europæiske landpattedyr. Kroppen er op til 270 cm lang, halen op til 80 cm og skulderhøjden 180-195 cm. Tyrens vægt ligger mellem 440 og 920 kg, nogen gange op til 1000 kg. Hunnerne er mindre og smallere bygget, og vejer fra 320 til 640 kg. Hannerne har større hoved og pukkel end hunnerne. Pelsen er lysere eller mørkere rødbrun, tæt og stridhåret og lang, især på forkroppen, som også er betydeligt højere end bagkroppen. Lang pels under hagen, især hos tyren. Kalven har lysere pels end de voksne. Begge køn bærer korte, buede horn, der sidder langt fra hinanden, og med tottet pels imellem.
Levevis
Den europæiske bison er knyttet til højstammet urskov med rig undervegetation og lysninger, ofte blandingsskov af både nål og løv. Om sommeren opholder den sig gerne i fugtigere løvskovspartier, gerne temporært oversvømmede område som elle- og askemoser med rig bundflora, samt i blandskov, om vinteren i højere beliggende terræn.
Om sommeren er den aktiv det meste af døgnet med undtagelse af de mørkeste nattetimer og nogle eftermiddagstimer. Men den er især aktiv ved daggry og i skumringen. Den bevæger sig normalt i skridtgang, men springer godt. Bisoner holder til i flokke, hjorde, på 6-30 individer med en førende ko. Tyrene slutter sig kun til flokken i brunsttiden, hvor en førertyr er den dominerende. Ældre tyre går alene. Hjorden er en enhed, der ikke optager fremmede individer, men som kan dele sig i to hjorde, hver anført af en tyr. Om foråret sker der en vis opløsning af hjordene, idet de ældre tyre skiller sig ud, dog uden at miste kontrollen over området. De unge tyre kan danne smågrupper for sig selv. Koen går i ensomhed under kælvingen, der foregår i maj-juni, men allerede efter 3-4 dages forløb slutter den sig igen til hjorden fulgt af den spæde kalv. I parringstiden i august-september er hjorden igen samlet, og gammeltyren viser sin enevældige magt, idet de unge tyre kun undtagelsesvis får lejlighed til at parre sig med køerne. Tilvæksten er langsom. Først i 8-9 års alderen er dyrene udvokset, men kønsmodenhed indtræder allerede i 2-4 års alderen.
Revirstørrelsen for en flok er på ca. 50 km2, afhængig af årstiden og fødetilgængeligheden.
Føde
Føden består især af græs og urter, men også af knopper og skud af træer. Om vinteren gnaver den også bark af træer, ligesom den æder skæglav og kviste af vindfælder.
