1. Gå til den globalemenu
  2. Gå til den lokalemenu
  3. Gå til indhold
  4. Gå til moduler
  5. Gå til værktøjer


Velkommen til Naturstyrelsen Aalborg arealforvaltningen

Troldeskoven Rebild Bakker

Naturstyrelsen Aalborg forvalter  ca. 5000 ha. fordelt på 32 lokaliteter i Himmerland og det sydlige Vendsyssel.

Det største af styrelsens arealer ligger midt i Rold Skov og udgør en fjerdedel af Danmarks største oprindelige skov. Her er et af de bedste områder i landet for dyrkning af nåletræ. F.eks. findes der meget store eksemplarer af især douglasgran og kæmpegran (grandis). En samling med 125 arter af små og store træer fra hele verden findes i Den jyske skovhave ved Skørping. 

Skoven rummer også store områder med gamle løvtræer, især bøg, der er udlagt som naturskov. Særlig spændende er nok de såkaldte purker med "troldeskov" og øjetræer. Landskabet er præget af tunneldalen med Lindenborg Å og "falske bakker", hvor Rebild Bakker er den mest kendte og besøgte del med over 400.000 gæster om året. I bakkerne søges ved naturpleje fastholdt en kombination af hedebakker og skov.

Rebild BakkerDe mindre naturarealer strækker sig fra Als Havbakker ved Kattegatkysten over Lundshøj ved Kielstrup Sø og Mariager Fjord videre mod vest til Vokslev Kalkgrav ved Nibe og til den smukke hedesø, Navnsø nord for Aars.

Livø i Limfjorden er noget helt særligt. På denne ø finder man alle mulige forskellige naturtyper samlet på et ganske lille areal, f.eks. strandenge, hede, egeskov, vandhuller, marker mm. Styrelsen forvalter også Vilsted Sø, der er Danmarks næststørste naturgenopretningsprojekt på godt 950 ha. Søen blev genskabt i 2006.

I de senere år er vores aktiviteter udvidet stærkt med forskellige naturforvaltningsprojekter. Der er både tale om rejsning af ny statsskov og om naturgenopretning. Skovrejsningen er i gang med anlæg af bynære skove ved Aars, Nørager og syd for Aalborg ved Drastrup og Poulstrup. Arealerne udvides løbende gennem opkøb. Formålet er både at skabe bynære rekreative muligheder, være med til at øge skovarealet på landsplan og beskytte grundvandet og drikkevandsmagasinerne, især i Drastrup. I Aars Skov er anlagt et demonstrationsprojekt der illusterer forskellige vildtvenlige driftsformer og beplantninger. Naturgenopretningsprojekter foregår på en række lokaliteter f.eks. i Gravlevdalen, ved Julstrup Sø, Lille Vildmose, Villestrup Ådal, Kastbjerg Ådal, ligesom vi har ansvaret for projekter i Alling Ådal og i Gudenådalen.Gravemaskine i Gravlevdalen

Vore arealer rummer mulighed for mange forskellige oplevelser. Der er områder, som er meget besøgte, og der er steder, hvor der kun sjældent kommer mennesker. Alt efter hvad man søger, kan det findes.

På statens arealer vil du kunne finde både lejrpladser, primitive overnatningspladser, shelters, bålsteder, borde og bænke, frit fiskeri, handicapfiskepladser og -både, informationstavler og afmærkede vandreture. Alt sammen fordi publikums oplevelsesmuligheder er lige så vigtige, som det at producere træ og passe naturarealer.

På vores arealer findes 2 naturskoler. Naturskolen i Rold, der drives i samarbejde med Rebild kommune og naturskolen på Halkær Mølle i samarbejde med Aalborg kommune. Desuden tilbyder vi naturformidling dels gennem offentlige naturture, dels gennem bestilte arrangementer.

Rammerne for arealdriften er fastlagt i en driftsplan, som gælder for perioden fra 1998 til 2013.

Som sparringspartner ved forvaltningen af de offentlige arealer er nedsat et brugerråd. Det består af repræsentanter for kommunerne, de grønne organisationer og friluftslivet, turismen samt en række alm. brugere, valgt på et offentligt møde.

Vi bestræber os på at gøre arealerne så indbydende og indholdsrige som muligt. Derfor modtager vi gerne kommentarer eller forslag på e-mailadressen .

Skovningsmaskine

Naturstyrelsen Aalborgs arealforvaltning varetager opgaver under Skovloven og Lov om vildtforvaltning. For Skovloven består opgaverne i sager vedrørende fredskov og tilskudsordninger. Vildtforvaltningen omfatter rådgivning om jagtspørgsmål, afholdelse af jagtprøver samt tilskudsordningen "plant for vildtet". Endvidere varetages opgaver i vildtreservaterne, Aså-Gerå, Hals-Egense, Nibe-Gjøl og Mariager Fjord. 

Velkommen til Naturstyrelsen Aalborg og til de mange spændende arealer og muligheder, som staten tilbyder.

Skovrider Bendt Egede Andersen

Senest opdateret